I hele landet skriver og ringer brandmænd lige nu til de lokale fagforeninger, fordi de eller deres kolleger er ramt af kræft.
Det sker efter, at Avisen.dk har skrevet om den overdødelighed, der er blandt brandmænd på grund af cancer.
På under 10 dage har brandmænd i Københavns Brandvæsen ved hjælp af henvendelser fra kolleger og egen research fundet frem til, at mindst 75 brandmænd er døde af kræft i perioden 1990-2012.
I samme periode har 1.080 brandmænd arbejdet i korpset.
"Jeg er rystet. Jeg havde troede, at tallet ville være mindre. Jeg er ked af det," siger arbejdsmiljø-repræsentant Henning Dons fra Københavns Brandvæsen, der har været med til at lave optællingen.
"Vanvittigt foruroligende"
Og tendensen er den samme på brandstationer rundt om i landet, lyder det fra brandmændenes lokale fagforeninger.
I FOA, der organiserer en stor del af de købehavnske brandmænd, er lokalformanden chokeret over tallene.
"Hvis tallene er rigtige, så er det vanvittigt foruroligende, at så mange dør af kræft," siger Ken Patrick Petersson, der er formand for FOA i København, og tilføjer:
"Hvis tallet skulle vise sig at være lidt mindre, er det stadigvæk meget alvorligt det her."
Arbejdsmiljørepræsentant i Københavns Brandvæsen, Henning Dons, frygter, at dødslisten bliver længere i den næste tid.
"Det her er kun toppen af isbjerget. Vi er desværre langt fra færdige med at registrere vores kræftofre," siger han.
Begrænset beskyttelse mod kræft
Hvert år får 15.000 danskere kræft. En del af dem er brandmænd, spørgsmålet er hvor mange, og om det skyldes deres arbejde.
Herhjemme har der ikke været fokus på problemet - hverken hos Falck, der beskæftiger 3.100 brandmænd, eller hos landets kommunale brandvæsner.
”Vi tager dette her lige så alvorligt, som skandalen ved Grindsted-værket,” siger Jan Villadsen formand for 3F Transportgruppen, der repræsenterer brandmænd landet over.
Samme alvor som Grindsted-skandalen
Skandalen på Grindsted-værket afstedkom historisk store erstatningskrav fra over 100 medarbejdere, der var blevet forgiftet med kviksølvdampe selvom ledelsen vidste besked med faren. Flere har fået hjerneskader.
Og det er de selv samme folk fra 3F, der i disse dage tager imod de mange henvendelser fra bekymrede brandmænd.
I Københavns Brandvæsen har ledelse i mindst fem år vidst, at kræftfremkaldende stoffer kunne trænge ind i elitebrandmændenes masker, fordi deres iltapparater ikke var med overtryk.
Først i maj i år fik elitebrandmændene nyt udstyr på ryggen.
Beredskabschef, Jakob Vedsted Andersen har sendt et skriftligt svar til Avisen.dk.
"Vi tager brandmændenes sikkerhed og sundhed meget alvorligt. Derfor er vi allerede i dialog med arbejdsmedicinsk klinik, som vi har bedt om at undersøge, om danske brandfolk har forhøjet risiko for at få arbejdsrelateret kræft," skriver han.
Sundhed er chefens ansvar
Allerede i 1990 påviste en dansk forsker, at brandmænd herhjemme har en forhøjet risiko for at dø af kræft. Alligevel har der stort set ingen tiltag været på området.
For nyligt har Danmarks førende professor i arbejdsmedicin peget på, at ny international forskning dokumenterer overdødeligheden blandt brandmænd også gælder danske brandmænd.
Ifølge arbejdsmiljøloven er det altid arbejdsgiveren, der skal sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
De københavnske brandmænd skal senere på måneden mødes med Kræftens Bekæmpelse, der laver forskellige projekter om cancer på flere af landets arbejdspladser.

Sikkerheden sejler på brandstationerne. Brandmænd presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr
Læs hele sagen her
Brandmænd og kræft
Brandmænds risiko for at få testikelkræft er 50 procent højere end den gennemsnitlige befolkning.
Risikoen for at få prostatakræft er 30 procent højere.
Risikoen for at få lymfekræft (Non-Hodgkin-sygdommen) er 21 procent højere.
Det viser en videnskabelig gennemgang af en stribe aktuelle og valide forskningsprojekter.
Kilde: International Agency for Research on Cancer (IAR