Prins Joachim og prinsesse Marie havde de store smil fremme, da de tirsdag cyklende ankom til åbningen af den danske OL-pavillon i Rio, Brasilien.
Men selvom smilene var brede, så var der én ting, de kongelige havde glemt på deres cykeltur: Cykelhjelmen.
Med på cykelturen var også parrets to børn, prins Henrik og prinsesse Athena, og prins Felix fra prins Joachims første ægteskab.
De sad i cykeltrailere med hjelme på hovedet. Og også Københavns overborgmester, Frank Jensen, havde fundet en skriggrøn cykelhjelm frem til anledningen.
Trafikråd anbefaler hjelm
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er det et vigtigt signal over for børnene, at forældrene selv husker at spænde hjelmen, når de cykler.
- Vi ser ofte, at forældre glemmer selv at få hjelmen på. Men selv om man er voksen, så kan man jo godt vælte på cyklen og komme til skade, og hvem skal så passe på børnene?
- Det drejer sig også om at være en god rollemodel. Børn i 3-5 års-alderen vil nok gerne tage hjelmen på uden protester. Men det kan være svært at sige til en teenager, at han eller hun skal køre med cykelhjelm, hvis man ikke selv gør det, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik til Avisen.dk.
Mange begår samme fejl
Prins Joachim og prinsesse Marie er dog ikke alene.
Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden kører i samarbejde den landsdækkende kampagne "Nederen Forældre", der opfordrer alle forældre til at bruge cykelhjelm og huske deres børn på at spænde hjelmen.
Den seneste undersøgelse fra TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik viser, at stadigt flere voksne danskere kører med cykelhjelm.
Men 43 procent af de danske forældre svarer fortsat, at de aldrig bruger cykelhjelm, når de cykler, mens 40 procent altid eller ofte spænder hjelmen.
- Det er vigtigt at understrege, at det jo ikke er lovpligtigt i Danmark at køre med cykelhjelm, så det er folks eget valg og ansvar. Men vi anbefaler selvfølgelig, at man kører med hjelm - både børn og voksne, siger Lisbeth Sahl fra Rådet for Sikker Trafik.

Prins Joachim tog sig et hvil under cykelturen. Foto: Scanpix

Prinsesse Marie så glad ud på den sorte damecykel. Foto: Scanpix

Prins Henrik og prinsesse Athena nød turen fra en cykelvogn. Foto: Scanpix

Foto: Scanpix