"Hvis du gør noget dumt, er jeg nødt til at stikke dig."
Sådan lød det ifølge politiet truende fra en hjemmerøver, der torsdag 15. februar i år udsatte en ung gymnasieelev for en voldsomt ubehagelig oplevelse. Den unge studerende blev i sit eget hjem i en villa på Helmsvej i Bagsværd truet med en cirka 15 centimeter lang kniv og tvunget rundt i huset for at udlevere værdigenstande.
Københavns Vestegns Politi har i dag offentliggjort et foto, som politiet håber kan fælde gerningsmanden, der efter røveriet tog flugten til Hareskov S-togsstation, hvorfra han kørte mod indre København.
Mellemøstlig af udseende
Politiet har takket være overvågningsfotos fra S-tog og stationer kunne følge den formodede gerningsmands færden.
Gerningsmanden beskrives som mellemøstlig af udseende, 20 til 30 år, 180-185 centimeter høj, kraftig af bygning og kronraget med lidt sort hår i siderne.
Han havde et stort, bredt hoved med mørke øjne og mørkt skæg rundt om munden og talte dansk med accent. Han var iført en sort bandana for underansigtet, grå/grøn vinterjakke, sort hættetrøje med runde mønstre på hætten, mørke/sorte arbejdsbukser bukser og sorte sko med hvid kant mrk. Nike.
Kan du hjælpe med informationer i sagen, skal du ringe til Københavns Vestegns Politi på tlf. 43 86 14 48.

Fotoet af den formodede gerningsmand er taget af et overvågningskamera i et S-tog. Foto: Københavns Vestegns Politi