De ansatte i landets banker skal kunne sladre, hvis deres arbejdsplads har kurs mod afgrunden.
Det mener Finansforbundet.
- Medarbejdere skal anonymt have mulighed for at kunne henvende sig til Finanstilsynet, hvis de kan se, at ledelsen er ved at køre banken ud over kanten, siger næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen til Newspaq.
De bankansattes fagforbund har henvendt sig til ministeren og EU-systemet. Og det ser nu ud til at give pote.
- Europaparlamentet har netop vedtaget et direktiv om, at der skal etableres beskyttelsesordninger for whistleblowers. Så nu er det op til de danske politikere, hvor hurtigt en ordning kan implementeres, siger Michael Budolfsen.
- Der er op til to års implementeringsfrist. Men vi vil presse voldsomt meget på for, at det bliver implementeret så hurtigt som muligt.
FTF, der bl.a. repræsenterer de bankansatte, har netop fremlagt en undersøgelse, der viser, at halvdelen af medlemmerne frygter at blive indkaldt til kammeratlig samtale eller blive opfattet som illoyale, hvis de bruger deres ret til at ytre sig offentligt om forhold på arbejdspladsen.
I Finansforbundet er man enig i, at krisen lægger en dæmper på lysten til at være åbenmundet.
- Vi ved, at op mod halvdelen af vores medlemmer er nervøse for at blive fyret. Derfor ligger det ikke lige for at kritisere arbejdsgiverne offentligt, siger næstformand i Finansforbundet, Michael Budolfsen.
Løsningen er at have et dygtigt korps af tillidsfolk, mener næstformanden.
- Hvis man som medarbejder har et problem med noget i virksomheden, så er det jo det, man har sin tillidsmand til, siger Michael Budolfsen.