Den 53-årige skuespiller Anne Louise Hassing, der i øjeblikket nok mest er kendt for sin rolle som Therese Madsen i TV2-serien "Badehotellet", er sprunget ud som forfatter.
Hun er medforfatter til en række erotiske noveller i bogen "Kvindefantasier", som udkommer som e-bog 26. januar.
Til B.T. fortæller Anne Louise Hassing, at det ikke er fremmed for hende, at skrive:
- Jeg kan godt lide skriveprocessen og skriver en del - det har bare ikke være noget, der er blevet udgivet før, fortæller den 53-årige skuespiller til avisen.
Men hvis man nu tror, at man skal læse en novelle, skrevet af Anne Louise Hassing, så bliver man måske skuffet. Konceptet er nemlig, at de otte forfattere, godt nok lægger navn til indholdet, men de er anonyme, så man ikke ved, hvem der har skrevet den enkelte novelle.
- Når det nu skulle være erotiske noveller, gav det måske lidt større frihed, hvilket jeg synes var rart, Men jeg er da stolt af min novelle og står ved den. Jeg synes, det er et fedt koncept, siger Anne Louise Hassing til B.T.
Liderlige fortællinger
Det er Politikens Forlag, som står bag novellesamlingen, og her holder man sig ikke tilbage, når der sættes ord på indholdet.
Novellesamlingen er "otte liderlige fortællinger", hvor "kvinder og mænd bliver forført, knaldet, begæret og udforsket på restauranter, i taxaer, på arbejdet, kaffebaren, hotellet, derhjemme og til forældremødet".
Anne Louise Hassing er stolt af sin novelle og står ved den. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Udover Anne Louise Hassing har også vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl, radioværten Maria Jencel, musikeren Sanne Gottlieb, standup-komikeren Ane Høgsberg og den politisk kommentator Anne Sofie Allarp bidraget til novellesamlingen.
Det er pr-kvinden Elisa Lykke, som er drivkraften bag bogen, og hun siger blandt andet til Her og Nu, at hun er mange år har haft lyst til at lave en novellesamling fyldt med saftige, seksuelle historier skrevet af modige, virkelige power-kvinder.
- Så da der under nedlukningen var en voldsom stigning i salg af sexlegetøj og søgninger på nettet på sexhistorier og erotiske fortællinger, var timingen perfekt, og jeg gik i gang med at samle mit hold, der skulle fyre lidt op under de danske kvinder, siger Elisa Lykke, og tilføjer:
– Vi har brug for lidt mere erotik og passion på skrift i stedet for den nemme og overfladiske løsning med tre klik på et pornosite.
Sara Maria Franch-Mærkedahl bidrager også til novellesamlingen. Her ses hun sammen med Silas Holst, da hun i 2014 deltog i " Vild med dans". (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix)