Køen af arbejdsløse steg i oktober med 300 personer og er nu på 151.300. Det svarer til 5,7 procent af arbejdsstyrken, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Dermed fortsætter ledighedsprocenten med at være uændret, hvad den nu har været de seneste fem måneder i træk. Den nuværende registerbaserede ledighedsprocent er samtidig den laveste i fire år, oplyser Danmarks Statistik.
Det er primært unge mellem 25 og 29 år, der har svært ved at finde job og komme ud af ledighedskøen. 9,8 procent af de unge i arbejdsstyrken står uden job.
Lavest er ledigheden for de 60-63-årige, hvor kun 3,5 procent af arbejdsstyrken i denne aldersgruppe stod i køen af ledige.
/ritzau/