Politiet i Esbjerg har valgt at offentliggøre tre overvågningsfotos af den hvidhårede kvinde, som politiet mener skubbede så hårdt til en anden ældre dame, at hun faldt på jorden og fik forskellige skader.
Det gør politiet i håb om, at billederne kan føre til henvendelser fra offentligheden, der kan hjælpe med at finde frem til gerningskvinden.
Den voldsomme episode udspillede sig tirsdag 23. juni ved 10-tiden på p-pladsen ved Netto på Gl. Vardevej i Esbjerg. Et skænderi mellem de to ældre kvinder endte med, at den ene skubbede den anden omkuld.
Syd- og Sønderjyllands Politi beskriver gerningskvinden som:
- Ca. 70-75 år
- 165-170 cm høj og almindelig af bygning
- Iført bukser og trekvartlang jakke med hætte
- Hvidt mellemlangt hår
- Iført mørke solbriller
Mener du at vide, hvem kvinden er, bedes du snarest muligt kontakte lokalpolitiet i Esbjerg på telefon 114.

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi