Siden 1667 har Valdemars Slot været i familien Iuel-Brockdorffs eje, men efter uenigheder i familien blev det sat til salg, og dermed tydede alt på, at en ny slægt ville flytte ind i de herskabelige omgivelser.
Nu er der så fundet en køber – og slottet bliver i familien. Det er nemlig Louise Albinus, der har købt slottet. Det skriver Fyns Amts Avis.
- Jeg overtager det på min fars (Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs, red) og min datter Elisabeths fødselsdag 15. maj, siger Louise Albinus til avisen.
Hun ejede slottet sammen med sin søster, Caroline Fleming. Men søstrene ragede uklar og så var eneste udvej at sælge.
Præcis hvor meget, Louise Albinus betaler for slottet, er foreløbig en hemmelighed. Men da det blev sat til salg, lød prisen på svimlende 165 millioner kroner.
Men for den pris får man altså også en hel del kvadratmeter at boltre sig på. Alene slotsarealet er på 6.000 kvadratmeter og der er en lejlighed på 550 kvadratmeter på slottet.