En irakisk mand bosiddende i Norge fik kortvarig glæde af sin helt nye milliondyre Lamborghini.
Manden havde torsdag købt sin nye Lamborghini Huracan i Tyskland for to millioner kroner og var på tilbage til Norge, da han kort før færgen i Hirtshals besluttede sig for at give den ekstra gas. Men det var ikke den klogeste beslutning, fortæller Nordjyske.
Den irakiske mand blev nemlig fanget i en hastighedskontrol syd for Hjørring med 236 km/t, og cirka 20 kilometer senere - blot få kilometer før færgen i Hirtshals, blev bilen bragt til standsning.
Og dermed kunne politiet konfiskere Lamborghinien som følge af de danske regler om vanvidskørsel.
- Det var lidt trist for ham. Nu er bilen konfiskeret, og det var han da lidt træt af, siger Jess Falberg, vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Nordjyske.
Myndighederne har siden 31. marts i år haft mulighed for at konfiskere biler i tilfælde af vanvidskørsel.