Skuespilleren Simon Stenspil, som blandt andet er kendt fra "Badehotellet og "Vild med dans" ligger på hospitalet i Thailand.
Det skriver hans bedre halvdel, "Sygeplejerskolen"-skuespilleren Anna Stokholm, på instagram i hendes story.
Den 40-årige skuespiller er på hospitalet med denguefeber.
- Nu har stakkels Simon fået denguefeber og ligger på hospitalet til observation et par dage, skriver Anna Stokholm.
Hun er gravid med parrets andet barn.
Parret rejste i begyndelsen af året på ferie til Thailand, hvor de skal være en hel måned på en ø, som de forelskede sig i sidste år.
Ferien har dog udviklet sig til lidt af et mareridt for den lille familie.
Før Simon Stenspil blev indlagt med denguefeber, blev hele familien ramt af influenza.
Heldigvis er den gravide skuespiller ikke alene af sted med parrets søn Ziggy på to år. Hendes forældre er med på ferien.
De besøger skuespilleren så meget som muligt på hospitalet, skriver Anna Stokholm.
"Denguefeber giver typisk høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter som ved en alvorlig influenza.I sjældne tilfælde kan denguefeber medføre, at blodet ikke kan koagulere tilstrækkeligt, og man får en slags blødningsfeber eller ”severe dengue” (alvorlig dengue). Det er en alvorlig og potentielt dødelig tilstand med høj feber og blødningstendens." Oplyser SSI på deres hjemmeside.