- For mig gælder det om at få noget ud af livet og udrette noget, som jeg selv synes har været livet værd. Og det synes jeg, jeg har. Jeg synes, at jeg har haft et godt og rigt liv.
Sådan slutter Ritt Bjerregaard, markant socialdemokrat og tidligere minister og overborgmester i København, et indlæg i Kristligt Dagblads artikel-serie "Den store overgang". Serien handler om skiftet fra aktiv på arbejdsmarkedet til en tilværelse som pensionist.
Ritt Bjerregaard fik i 2015 konstateret kræft. Hun blev først på året to gange opereret for en kræfttumor på endetarmen. Et par måneder efter fik hun konstateret såkaldte metastaser i lunger. Det vil sige, at sygdommen havde spredt sig.
Den nu 74-årige Ritt Bjerregaard er mentalt ikke på pension, men sygdommen har gjort en forskel. Da hun som 69-årig stoppede som overborgmester var det ikke fordi hun følte sig gammel, men fordi arbejdet ikke gav mening.
Det sidste hun udrettede som overborgmester, var et borgmestertopmøde med prominente gæster som New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, og den daværende guvernør i Californien, Arnold Schwarzenegger.
- Det var dejligt at gå fra noget, som var vellykket. Det var slet ikke vemodigt for mig at gå på pension. Jeg tror, det er anderledes, når man selv har besluttet sig for, at det er det, man vil.

Ritt Bjerregaard må hvile sig om eftermiddagen på grund af den medicin hun får. Foto: Scanpix/arkiv
Det var først, da hun blev syg, hun følte sig gammel. Kræften havde bredt sig og kunne ikke opereres væk. Den behandling hun får er livsforlængende, men der er ingen garanti for fremtiden.
- Når jeg ikke kan kureres, er der grænser for, hvor ubehagelig behandlingen skal være. Derfor får jeg heller ikke en af de kemokure, hvor jeg taber håret, siger Ritt Bjerregaard til Kristeligt Dagblad.
Kræftsygdommen har gjort, at hun er blevet nøjeregnende med, hvad hun foretager sig, og hun har som regel ikke mere end et par gøremål om dagen. Det er medicinen, som gør hende træt, så træt at hun må hvile sig om eftermiddagen.
- Nu ved jeg, at der er en grænse, men jeg er ikke bange. Jeg tror på, at livet er det, der er her og nu. Jeg er hverken religiøs eller medlem af folkekirken, så jeg tror heller ikke, der er noget til mig efter dette liv.
Født den 19. maj 1941 på Vesterbro i København.
Gift med historiker Søren Mørch.
Uddannet lærer, valgt til Odense Byråd i 1971.
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne 1971-1995 og 2001-2005. Undervisningsminister i 1973 og 1975-1978. Socialminister 1979-1981.
Miljøkommissær i EU 1994-1999 og fødevareminister 2000-2001.
2006-2010 overborgmester i København.
Forfatter til en række bøger. Første bind af hendes erindringer udkom i 2015.
Kilde: Kristeligt Dagblad.