Det er ikke blot de traditionelle fagforeninger, der har oplevet et medlemsboom de seneste måneder.
Også de gule fagforeninger, der ikke er overenskomstbærende, har på kort tid - og lige før en mulig storkonflikt - sagt goddag til mange nye medlemmer.
Spørger man den folkekære entertainer Niels Hausgaard, er det en kedelig tendens.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at fagforeningerne (de traditionelle, red.) står svækket, når folk melder sig ind i de gule. De gule fagforeninger er en kæmpe misforståelse, og de forsøger at lukrere på det, de rigtige fagforeninger har kæmpet sig til i mange år. Det er en ærgerlig udvikling, men sådan er det, siger Niels Hausgaard til Avisen.dk.
Den 73-årige entertainer og samfundsdebattør mener, at man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man kvitter medlemskabet hos de traditionelle fagforeninger og i stedet skifter til de gule.
- Dem, der svækker de traditionelle medlemmer, er dem, der ikke slutter op. Det bør gå op for folk, hvor vigtigt det er at være medlem af en rigtig fagforening. En storkonflikt kan forhåbentlig være en øjenåbner for mange, siger han.
"De knokler for ikke ret mange penge"
Under fagbevægelsens stormøde i Fredericia i torsdags sendte Niels Hausgaard - sammen med en række andre kendte danskere - en videohilsen til landets offentligt ansatte. Som tak og respekt for den store indsats, de leverer i vores børnehaver, plejehjem og sygehuse.
Omkring 10.000 fagligt organiserede var mødt frem til stormødet, og det glæder Niels Hausgaard, at opslutningen var så massiv. I sin videohilsen sagde han:
- Jer, der løser samfundet allervigtigste opgaver skal nu forhandle og måske konflikte: tak for jeres kamp mod ulighed. God vind til jer - og hold ud, det er vigtigt. Tak!
De offentligt ansatte fortjener større respekt, end den de får i dag, mener den garvede entertainer. Niels Hausgaard har på egen hånd oplevet, hvor hårdt de ansatte kæmper for at holde velfærdsdanmark på skinnerne.
- Nu har jeg selv været i en situation med noget familie, hvor jeg er kommet meget på et plejehjem. Her oplevede jeg, hvordan de ansatte knoklede for ikke ret mange penge. Vi kan ikke undvære de offentligt ansatte, og de fortjener stor anerkendelse, siger han.
Medlemsboom
Dagbladet Politiken foretog tidligere i marts en rundspørge blandt de traditionelle og gule fagforeninger. Her viste tal for januar-marts 2018, at næsten 7.000 havde henvendt sig for at blive medlem af en af landets fem største fagforeninger (FOA, Djøf, Danmarks Lærerforening, 3F og HK Danmark).
Desuden viste samme rundspørge også, at de gule fagforeninger, Krifa, Frie Funktionærer og Det Faglige Hus, i samme periode havde fået 2.700 nye medlemmer. Det er angiveligt dobbelt så høje tal som for samme periode sidste år, lyder det fra de gule fagforeninger.
Omkring 750.000 ansatte i staten, regionerne og kommunerne skal have ny overenskomst. Forhandlingerne brød sammen i februar, og hvis der ikke er landet aftaler i forligsinstitutionen inden starten af april, bryder en strejke ud. Den vil blive fulgt op af en omfattende lockout fra arbejdsgiverne.