Leo Nielsen fra dansktopduoen Sussi og Leo har stillet øllerne på hylden. De smager ham ikke, som de gjorde, før han i juli brækkede hoften.
Det fortæller han til Se og Hør.
Ifølge ugebladet kunne Leo Nielsen sagtens drikke i nærheden af en halv kasse bajere om dagen.
– Det accelererede også på Skansen, hvor publikum ville give bajere, fortæller Sussi Nielsen til Se og Hør.
Skansen var Sussi og Leos stamværtshus i Skagen. Her var musikerparret fast inventar fra 1980 til 2003, inden de tog instrumenter og kopinumre med til Frederikshavn. I 2006 blev Skansen revet ned, og der blev bygget boliger i stedet.

Leo tilbage på scenen efter uheldet i juli. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix/arkiv
Leo Nielsen har det fint med, at han har droppet de mange øl, som han drak for at kunne slappe af på scenen, skriver Se og Hør.
- Så vil jeg hellere have en snaps eller et glas rødvin. Og så er jeg stadig glad for hvidtøl, siger Leo til ugebladet.

Her takker Sussi og Leo i 2003 af på legendariske Skansen i Skagen, hvor de spillede i 23 år. Foto: Reimar Juul/Scanpix/arkiv
Leo er ovenpå igen efter måneders sygdom og er så frisk, at duoen spiller blandt andet nytårsaften på Løgstør Parkhotel.
Tour-kalenderen for 2017 er booket med optrædender i blandt andet Broby på Fyn, Pakhuset i Skagen, Restaturant Ølgod på Bakken og Damhuskroen i København.