Et nyt tv-program med navnet “Shaolin” får mandag 22. januar premiere på TV 2.
I løbet af 12 intense dage vil ni kendte danskere her komme tæt på den ældgamle, kinesiske livsfilosofi Shaolin gennem et autentisk og ekstremt forløb hos to anerkendte og benhårde Shaolin-masters. En rejse, der kommer til at sætte deres liv i Danmark i perspektiv og gentænke den måde, vi alle sammen lever på.
Det fortæller TV2 i en pressemeddelelse, hvor ideen med programmet bliver uddybet.
I “Shaolin” bliver vi lukket ind i en verden, som de færreste danskere kender til. Shaolin er en læring og filosofi omkring at leve sundere; såvel fysisk som mentalt. Om ikke at tage ting for givet. Om indre ro og værdsættelse. Shaolin er en over 1.000 år gammel tradition og for dem, der praktiserer den, en livsstil og en kilde til personlig udvikling, lyder beskrivelsen.
De ni medvirkende og Shaolin-master Shi Heng Yi i realityprogrammet 'Shaolin'. (Foto: TV2)
I programmet medvirker tv-vært Sarah Grünewald, skuespiller og rådgiver Anne Sofie Espersen, sangerinde Sharin Foo, skuespiller Esben Dalgaard, tv- og radiovært Adam Duvå Hall, forfatter og debattør Geeti Amiri, tidligere elitesvømmer Sarah Bro, skuespiller Albert Rosin Harson og breakdancer Rico Coker. De er alle rejst til Sydkorea med et ønske om at komme tættere på dem selv og være mere til stede i nuet - væk fra hverdagens faste rutiner.
Ingen konkurrence
TV 2 oplyser, at “Shaolin” er et dansk- og nyudviklet programformat inden for reality. Og modsat de fleste reality-formater er det ikke konkurrencedrevet.
- “Shaolin’ er vores helt nye bud på, hvad reality også kan være. Forløbet er ikke tilrettelagt af et tv-hold, men derimod af højtrangerede Shaolin-masters i en autentisk ramme. På TV 2 har vi et ønske om at udfordre det velkendte reality-format, og i “Shaolin” er der intet udskillelsesforløb og ingen tabere. Vi sætter i stedet fokus på de medvirkendes individuelle udvikling og deres ønske om at udfordrer sig selv, siger TV 2-redaktør Henriette Ladegaard.
De medvirkende (fv.) Shi Heng Yi, Esben Dalgaard, Rico Coker, Albert Rosin Harson, Sharin Foo, Sarah Bro, Geeti Amiri, Sarah Grünewald, Anne Sofie Espersen, Adam Duvå Hall og Shifu Yan Lei. (Foto: TV2)
- Jeg tør godt love, at “Shaolin” er tv, som vi aldrig har set det før i Danmark. Træningsforløbet er benhårdt, og vores medvirkende udfordres både fysisk og mentalt på en helt ny måde. Det er mit håb, at deres udvikling også rammer seerne, når de følger med, og at programmet kan inspirere os alle sammen til at tænke over, hvordan vi lever vores eget liv, siger Henriette Ladegaard.