Alle brandmænd ved, at de kan få brandsår på jobbet, men det er de færreste i faget, der ved, at de også kan få kræft, når de stempler ind og rykker ud.
Forskning fra nogle af verdens mest anerkendte kræftforskere viser nu, at brandmænd har en markant højere risiko for at dø af kræft.
"Der er en begrundet mistanke om, at der er et problem blandt brandmænd," siger Jens Peter Bonde, der er professor i arbejdsmedicin og forskningsleder på den arbejdsmedicinske klinik på Bispebjerg Hospital.
Ni brandmænd fik kræft - ingen fortalte hvorfor
Den nye forskning om overdødelighed blandt brandmænd stammer fra International Agency for Research on Cancer (IARC), der er en del af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Den viser, at brandmænd oftere rammes af kræft i testiklerne, blærehalskirtlen (prostatakræft, red.) og lymfesystemet end den gennemsnitlige befolkning.
Avisen.dk har talt med ni brandmænd. Alle med disse sygdomme og alle med en mistanke om, at det er jobbet, der har skylden.
Fælles for dem er, at hverken Arbejdstilsynet, lægerne eller deres chefer har fortalt dem, at de kunne få kræft af deres job.
Allerede i 1990 påpegede dansk kræftforskning, at der var en overdødelighed blandt brandmænd.
"Man ved jo, at brandmænd udsættes for kræftfremkaldende stoffer i den røg, der udvikles under en ildebrand. Derfor er det vigtigt, at brandmænd er bevidste om faren, så de kan beskytte sig mod den," siger Jens Peter Bonde.
Han peger på, at røgen fra en ildebrand er tyk af en række kræftfremkaldende stoffer som f.eks. benzen, formaldehyd og sod.
Kræver en forklaring
Det får nu Kræftens Bekæmpelse og en række fagforeninger til at kritisere brandmændenes chefer for at undlade at informere og beskytte deres medarbejdere mod kræft.
"Mistanken om kræft skal tages alvorligt. Det er arbejdsgivernes ansvar. Indledningsvis, er det mindste vel at informere brandmændene," siger seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.
Og den holdning er han ikke alene om.
"Brandmænd mangler i den grad oplysning. Der er så godt som ingen, der kender til den forhøjede risiko for at få kræft. Og det er den uvidenhed, der er skyld i, at nogle brandmænd for eksempel efterslukker uden åndedrætsbeskyttelse, hvilket i længden kan være livsfarligt," siger Tommy Kjær, der er næstformand for Brandfolkenes Organisation (BO).
Skruer de på sikkerheden for at spare penge?
Dennis Kristensen, der er formand for FOA, er også kritisk. Han frygter, at arbejdsgiverne kan finde på at skrue yderligere ned for sikkerheden for at spare penge.
"Jobbet som brandmand er farligt nok i forvejen. Derfor skal der være maksimal sikkerhed, så canceren kan forebygges. Sikkerheden må ikke blive et spørgsmål om økonomi," siger han.
Avisen.dk har talt med de kommunale brandvæsner i København, Aarhus og Odense samt Falck, der har 3.100 brandmænd på lønningslisten.
Ingen af de fire arbejdspladser informerer de ansatte om den overdødelighed, der skyldes kræft.
"Vi ved simpelthen ikke nok om de helbredsmæssige konsekvenser af at være brandmand. Vi drøfter det løbende, men vi har ikke haft nogen særlig indsats mod kræft," siger Bendt Trustrup, brandchef i Falck.
Brugte forældede iltapparater
I Københavns Brandvæsen undlod ledelsen i årevis at udskifte 100 forældede iltapparater, der kan være medvirkende til at give korpsets elitebrandmænd kræft.
Apparaterne havde nemlig ikke overtryk i maskerne, hvilket gjorde det muligt for giftige gasser at trænge ind i brandmændenes luftveje.
Arbejdsmediciner Jens Peter Bonde mener, at brandmænd med kræft vil kunne få økonomiske kompensation for deres sygdom på baggrund af den viden, der nu er kommet frem.
"En ikke-rygende brandmand, der får lungekræft, bør have anmeldt sin sygdom som mulig arbejdsskade," siger professoren.
Myndighederne halter efter herhjemme
I Australien og Canada har myndighederne anerkendt henholdsvis 12 og 14 kræftsygdomme som arbejdsskader for brandmænd. I Sverige bliver landets brandmænd oplyst om kræftrisikoen, og hvordan de kan beskytte sig.
De danske myndigheder og brandvæsner er langt bagefter, mener fagforeningerne.
"Brandmænd bør som et minimum have krav på at få en årlig lægeundersøgelse og en screening for cancer efter fem års tjeneste," siger næstformand Tommy Kjær fra BO.
FOA og 3F vil nu arbejde for, at der bliver taget bedre hånd om de brandmænd, der allerede har været udsat for kræftfremkaldende stoffer, så deres chancer for at overleve forbedres.

Sikkerheden sejler på brandstationerne. Brandmænd presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr
Læs hele sagen her
Brandmænd og kræft
Brandmænds risiko for at få testikelkræft er 50 procent højere end den gennemsnitlige befolkning.
Risikoen for at få prostatakræft er 30 procent højere.
Risikoen for at få lymfekræft (Non-Hodgkin-sygdommen) er 21 procent højere.
Det viser en videnskabelig gennemgang af en stribe aktuelle og valide forskningsprojekter.
Kilde: International Agency for Research on Cancer (IARC)