Historien synes at gentage sig for Louise Dorph.
Den 46-årige eks-hustru til Jes Dorph-Petersen forlod den kendte tv-mand sidste år - en uge efter han offentligt fortalte, at han var gået i behandling for sit alkoholmisbrug.
Nu fortæller Louise Dorph ifølge BT til Billed-Bladet, at hun er vokset op med alkoholmisbrug i den allernærmeste familie.
- Jeg er selv vokset op med en far, som var alkoholiker, og min mor forlod dengang min far, fordi det blev for meget, siger Louise Dorph ifølge avisen til Billed-Bladet, der bringer historien torsdag.
Hård at forlade Jes
For Louise Dorph var det en hård beslutning at ende forholdet til Jes Dorph-Petersen, for Louise Dorphs naturlige reaktion var at passe på sin mand og få ham "på ret køl", siger hun til ugebladet.
Hun tilføjer, at hun, indtil hun selv stod i situationen, bebrejdede sin mor for beslutningen.
I dag kan hun godt se, at moren traf det rigtige valg.
Godt Jes er ædru
Louise Dorph og Jes Dorph-Petersen var gift i godt to år. Louise Dorph bor i dag i Klampenborg.
Til trods for skilsmissen og den store opmærksomhed, der rettede sig mod dem, understreger Louise Dorph overfor Billed-Bladet, at hun stadig kan lide Jes Dorph-Petersen som menneske, og at det glæder hende, at han er ædru i dag.
Jes i nyt forhold
I februar kom det frem at Jes Dorph-Petersen havde en ny kæreste. Hans nye kæreste var sminkøren Mai-Britt Haurholm, som han stadig i dag danner par med.
Hun arbejder blandt andet som freelancer på Det kongelige Teater og Operaen.

Tv-værten Jes Dorph-Petersen med sin kæreste, sminkøsen Mai-Britt Haurholm. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv