Ritzau
Opdateret kl. 08:30
Forsikringsselskabet Tryg køber Alka for en samlet købesum af 8,2 milliarder kroner. Handlen forventes gennemført i første halvår 2018.
Alka har omkring 380.000 kunder og bruttopræmieindtægter på omkring 2,5 milliarder kroner årligt. Med opkøbet vil Tryg have en markedsandel på over 20 procent i Danmark.
- Vi er meget tilfredse med købet af Alka, som vil styrke vores position i Danmark. Alka har leveret en flot kombination af gode finansielle resultater og en høj vækst, drevet af fremragende kundetilfredshed, skriver administrerende direktør i Tryg Morten Hübbe i en meddelelse.
Tryg regner med, at man vil kunne finde synergier og besparelser for 300 millioner kroner mellem de to selskaber over de kommende år.
Forsikringsselskabet Alka udspringer af fagforeningerne, der stadig sidder på over halvdelen af aktierne gennem organisationen LO. Derfor er en stor del af Alkas kunder fagforeninger.
- Udviklingen i forsikringsbranchen betyder stigende krav til selskaberne i de kommende år. Det gælder eksempelvis it-systemer, automatisering af sagsbehandling, regulering af kapitalforhold og skærpede krav til håndtering af personfølsomme data.
- Det kræver, at Alka har en ejer, der har størrelsen, den nødvendige kapital og viden til at bringe selskabet godt ind i fremtiden, skriver bestyrelsesformand i Alka Kim Simonsen i en meddelelse.
Tryg er et af de største forsikringsselskaber i Norden og noteret på Københavns Fondsbørs som aktieselskab.
For Trygs vedkommende ser man gode muligheder i at styrke overskuddet yderligere med købet af Alka. Sidstnævnte har en stærk forretning og gav sidste år et overskud på 235 millioner kroner.
Tryg ser ifølge meddelelsen et "betydeligt langsigtet potentiale for at øge ordinære udbytter". Og Tryg bliver da også markant stærkere i Danmark med købet.
- Det vil styrke Trygs position i Danmark. Alka har vist noget af den bedste kundetilfredshed i Danmark. Den succes vil Tryg gerne have del i, hvor kundetilfredshed er mere på dagsordenen, end den nogensinde har været før.
- Men Alka kan selvfølgeligt ikke være ligeså kundeorienterede, som de har været, når de hører under Tryg, siger forsikringsanalytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen.
/ritzau/