Tidligere på måneden besøgte Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen to VVS'ere, som gik og arbejdede i en kælder på Amager med at udskifte fjernvarmerør for forsyningsselskabet Hofor. I den forbindelse blev Mette Frederiksen udsat for det kræftfremkaldende stof asbest.
Ifølge Fagbladet Blik & Rør blev Mette Frederiksen uforvarende udsat for det farlige stof, da der skulle laves en videooptagelse i kælderen. Alle troede, at der ikke var nogen fare på færde, for en måling i august havde vist, at det farlige stof ikke var i kælderen.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Asbest er et naturligt stof, der i høj grad tidligere er blevet brugt til isolering og brandsikring. I 1980'erne blev asbest gjort fuldstændig ulovligt, men der var det allerede brugt i vægge, lofter, gulve og rundt om rør.
Asbest kan give følgende sygdomme:
- Asbestose, som er en kronisk lungesygdom. Sygdommen viser sig typisk 10-20 år, efter man har været udsat for asbest.
- Lungekræft, som typisk viser sig 10-30 år, efter man er blevet udsat for asbest.
- Lungehindekræft, som typisk opstår 10-50 år, efter man er blevet udsat for asbest.
Kilde: Arbejdstilsynet
UDVID
VVS’er: ”Det sidder i baghovedet hver dag”
Søren Knudsen har arbejdet som VVS’er i mere end 40 år. Han er ansat hos VVS-firmaet Brøndum og har sammen med Lasse Ahrensberg haft sin daglige gang i den kælder på Amager, hvor det nu viser sig, at der er asbest.
Det er desværre ikke første gang, at Søren Knudsen har haft sin arbejdsgang et sted, hvor det senere har vist sig, at der er asbest. Det er ubehageligt for ham og kollegerne.
- Det påvirker os psykisk, fordi vi dagligt bliver konfronteret med frygten for, at vi skal udsættes for asbest, når vi bliver tildelt noget arbejde. Det sidder i baghovedet hver eneste dag, siger Søren Knudsen til Avisen.dk.
Artiklen fortsætter under billedet
Det er ikke første gang, at Søren Knudsen (tv.) har oplevet at arbejde et sted, hvor der er blevet foretaget forkerte prøver af det farlige stof asbest. Foto: Thomas Sjørup/Blik & Rør
Søren Knudsen er også arbejdsmiljørepræsentant og forsøger dagligt at råbe arbejdsgivere og bygherrer op om problemet med, at prøver foretaget på steder, hvor der kan være risiko for asbest, ikke bliver udført godt nok.
- Problemet skal tages mere alvorligt, og der skal foretages grundigere prøver, siger Søren Knudsen.
Fagforening: Ikke godt nok
Arbejdsmiljøloven påbyder arbejdsgivere at sikre sig, at medarbejdere ikke bliver eksponeret for asbest. Derfor er det arbejdsgiverens ansvar, at der bliver foretaget prøver de steder, hvor der kan være risiko for at blive udsat for støv fra asbest.
Hos VVS'ernes fagforening Blik & Rør undrer man sig over, at undersøgelsen i august ikke viste asbest, mens en ny undersøgelse i november påviste stoffet i isoleringsmaterialet omkring rørerene i kælderen.
- Jeg synes, det er besynderligt, at prøverne ikke er blevet udtaget der, hvor der var risiko for at finde asbest. Det kræver ikke ret meget erfaring at vide, at man skal udtage prøver der, hvor der har været isoleret for at finde ud af, om der er asbest, siger forbundssekretær Søren Schytte til Avisen.dk.
Fejlen burde ifølge Søren Schytte slet ikke være sket, og han mener, at det er sjusk, når prøver ikke bliver taget de rigtige steder fra.
- Når man udtager prøver, hvor der ikke er asbest, så man ikke kan påvise asbesten, mener jeg ikke, at man har gjort sit arbejde ordentligt. Prøverne skal udtages der, hvor man også kan forvente at støde på asbest, siger Søren Schytte.
Store problemer med asbest
Hos Blik & Rør ser man derfor med stor alvor på, at der tilsyneladende ikke bliver gennemført ordentlige prøver på steder, hvor der kan være asbest.
- Når der er blevet foretaget prøver, der viser, at der ikke er asbest, går vores kolleger jo uforvarende i gang med at arbejde med en forudsætning om, at der ikke er asbest, siger Søren Schytte.
Asbest er et byggemateriale, der tidligere blev brugt i stor stil til blandt andet isolering og brandsikring, fordi det kunne holde på varmen og ikke var brandfarligt. I 1970’erne og 1980’erne blev asbest gjort ulovligt, fordi støvpartikler fra materialet kan give kræft.
Dengang var asbest allerede blevet anvendt mange steder, og det giver stadig problemer med fremkomst af asbest på steder, hvor håndværkere skal udføre et stykke arbejde. Især VVS’ere er i risikogruppen, fordi asbest er blevet anvendt til at isolere vand- og varmerør.
Blik & Rør har længe gjort opmærksom på problemet og ønsket, at der blandt andet bliver lavet en mere grundig kortlægning af, hvor der er asbest og en bedre handlingsplan for, hvordan man vil fjerne asbesten.
- Vi er udfordret af, at man ikke nødvendigvis bliver syg eller dør af at være eksponeret for asbest, men ikke desto mindre er det givet, at det er skadeligt og potentielt dødsensfarligt. Derfor skal man altså forholde sig proaktivt over for det, siger Søren Schytte.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Hofor, men det har endnu ikke været muligt.
Mette Frederiksen på besøg i kælderen på Amager