I dag har det meste af landet haft tørt vejr med en hel del sol og varme.
Men allerede fra i morgen er det slut.
Ifølge DMI er overskriften på de kommende dage nemlig blæst og køligere vejr.
De kommende dage blæser kølig luft med lette byger henover landet fra vest og nordvest.
I morgen torsdag lidt eller nogen sol og enkelte lette byger, men om eftermiddagen i Nordjylland nogen eller måske en del sol. Temperaturen falder til mellem 15 og 20 grader.
Vinden bliver jævn til frisk fra vest og nordvest, ved kysterne hård vind og i Nordvestjylland op til kuling.
Fredagen byder også på lidt eller nogen sol og kun enkelte lette byger. I Nordjylland masser af sol. Temperaturen igen mellem 15 og 20 grader.
Om aftenen og natten kommer der en del byger.
Weekenden begynder lørdag i den østlige del af landet med byger i morgen- og formiddagstimerne, ellers bliver det mest tørt med nogen eller en del sol.
Temperaturen kommer igen ikke over 15-20 grader. Vinden bliver jævn til frisk vind fra nordvest og vest, ved Vestkysten op til hård vind.
Søndag bliver det tørt med en del sol, men i de sydvestlige egne mere skyet.
Temperaturen stiger et par grader i forhold til de foregående dage og varsler, at varmen meget vel kan vende tilbage i næste uge.