"Kunne jeres land være så venligt at fucke sig selv?"
"Velkommen til Danmark, velkommen til psykopaternes fantastiske land."
Der bliver raset mod Odense Zoo i en række harmdirrende kommentarer på havens Facebook-side, som en del mennesker, der ikke selv bor i Danmark, har fundet frem til.
Årsag? Den zoologiske have har kundgjort, at den i efterårsferien vil dissekere en løve foran de af havens gæster, der må have lyst til at overvære det.
Løven blev aflivet, fordi der er for mange løver i Odense Zoo. Den fik en pil med sovemiddel i sig og efterfølgende en sprøjte med aflivningsvæske.
Udsigten til løve-opsprætningen får de udenlandske dyrevenner til at gå bananas. Akkurat som de gjorde, da Københavns Zoo aflivede og obducerede giraffen Marius.
"Hvad er det for et eksempel at vise ungdommen? Utroligt," lyder det spydigt fra Penny Waters:

En Sonia Dinnes Graham kalder handlingen 'ond og sadistisk.' Please, gør det ikke, lyder bønnen.

Den zoologiske have bliver af Gergely bedt om af 'fucke sig selv'.

Også en række udenlandske medier har skrevet om dissekeringen. Ifølge Ekstra Bladet har medier i både Rusland, Storbritannien, Canada, New Zealand og Australien bragt artikler om emnet. I engelske Daily Mail har det afstedkommet masser af vrede - men dog også støttende kommentarer - fra læsere.
Ekstra Bladet har talt med zoolog og dyrepasserleder Michael Wallberg Sørensen fra Odense Zoo, og han understreger, at aflivninger af løver er nødvendige for at holde bestanden nede og styre avlen.
- Hvis det alligevel er nødvendigt at aflive dem, er det ikke synd for dyrene, da de ikke er bevidste om, at de skal dø, siger han og anbefaler børn og andre at se dissektionen:
- Det er en autentisk oplevelse, og det er vidensdeling. Det er ikke bare underholdning.
Den argumentation køber 'Alacritous Fox' nok næppe. Brugeren skriver et harmdirrende indlæg på Odens Zoos Facebookside. "Velkommen til Odense Zoos slagteplads. Vi dræber og hakker sunde og eksotiske dyr i småstykker blot for din fornøjelses skyld," lyder det bl.a. fra brugeren, der ironisk skriver: "Velkommen til Danmark, velkommen til psykopaternes fantastiske land."

På Facebook-siden kommer flere danskere dog haven til undsætning. Stilfærdigt påpeger de, at løven har været død i ugevis, og at det da er bedre at bruge den til læring frem for at smide den ud.
"Nu må folk sgu slappe af! Jeg har set 2-3 dissekeringer af kæmpe hjorte da jeg var lille. Det døde jeg sgu ikke af!!! Tværtimod var det oplevelsesrigt!," skriver danske Lasse Hedegaard.