Københavns Vestegns Politi efterlyser den unge mand, der truede en 77-årig mand med kniv og dødstrusler 29. august kl. 8.20 i en tunnel ved Albertslund Station.
Politikredsen har i den forbindelse valgt at offentliggøre et overvågningsfoto af den formodede gerningsmand. På billedet står han med en kniv i hånden og truer den ældre mand.
Episoden udspandt sig i en tunnel under Albertslund Station, hvor den 77-årige på sin ladcykel passerede fire unge mænd. Det skriver Vestegnenes Politi i en pressemeddelelse.
En af de unge mænd råbte efter den ældre mand og gik truende efter ham. Da den 77-årige stoppede op, trak den unge mand en kniv på ca. 10-12 cm fra baglommen og truede med at, at han ville stikke den ældre mand og hans hund. Hunden gav hals, hvorefter den unge mand trak sig tilbage til gruppen.
Kniv-fyren beskrives som 16-20 år, med kort sort hår og iført camouflage dynejakke med hætte, sorte bukser og sorte sko med hvide såler.
Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner, der ved hvem den unge mand er. Ring på 43861448 eller 114.

Foto: Vestegnens Politi