En 15-årig pige blev slået ned af gaderøvere, der var så brutale, at pigen mistede bevidstheden og stadig er indlagt på hospitalet. Hun fik ifølge ekstrabladet.dk kraniebrud under gaderøveriet, der fandt sted torsdag i sidste uge i København.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse, hvor politiet beder offentligheden om hjælp til at finde frem til gerningsmændene bag det voldsomme røveri.
Den 15-årige pige kom torsdag aften kl. 20.05 gående på et stisystem ved Flintholm Station. Hun havde været til fodboldtræning i Frederiksberg Boldklub ved Peter Bangsvej og gik efterfølgende ad Sønderjyllands Allé, Finsensvej og gennem Grøndals Parken mod stationen for at tage en bus.
Slået med stump genstand og knytnæve
Undervejs i parken bemærkede hun to mænd. Pigen er kun i stand til at beskrive den ene. Han beskrives som:
Mellemøstlig eller nordafrikansk af udseende, 15-20 år, ca. 180 centimeter høj, spinkel af bygning, kort sort hår, iført sort jakke af mærket Peak Performance og en sort halsedisse.
Den 15-årige pige drejede ned på stien i Grøndals Parken fra Finsensvej. Da hun var halvvejs mellem Finsensvej og Flintholm Station mærkede hun et skub bagfra, hvorefter hun blev slået i baghovedet med en stump genstand samt i ansigtet med en knytnæve.
Herefter husker hun ikke mere, fordi hun mistede bevidstheden. Da hun kom til sig selv igen, var hendes taske væk.
Uden for livsfare
Pigen er 160 centimeter høj og spinkel af bygning med langt mørkt hår. Hun var på gerningstidspunktet i en mørk jakke af mærket Everest, løse bukser, lyse kondisko og bar et strikket tørklæde. Hun havde en rød mellemstor lædertaske med sort bund med sig (se foto af tasken nederst i artiklen).
Tasken blev fundet dagen efter på Lindehøjen, en sidevej til Jernbane Allé, tæt på personaleindgangen til Føtex.
Den unge pige blev slemt tilredt ved overfaldet. Hun fik flere slag i hovedet både med en genstand og med knyttede næver og er stadig indlagt på hospitalet, men er udenfor livsfare.
Ring til os!
- Hvis man har set to mænd komme løbende med den røde taske, vil vi meget gerne høre nærmere. Vi er interesseret i at høre fra alle, som befandt sig i området omkring gerningstidspunktet, og som har observeret noget, som kan hjælpe politiet på sporet af gerningsmændene, siger politiassistent Karina Ruby Christensen fra Tyveri- og Røveri afsnittet.
Har man oplysninger, som kan hjælpe Københavns Politi med at fange de efterlyste, bedes man ringe 114.

Pigens taske. Røverne stjal den, men den blev dagen efter fundet på Lindehøjen. Foto: Københavns Politi