- Kom nu hjem, Emilie! Vi er vildt bekymrede - og ikke vrede på dig. Vi vil bare gerne have dig hjem!
Sådan lyder den meget følelsesladede bøn fra René Andersen, far til 14-årige Emilie, som søndag morgen stak af fra hjemmet i Hedehusene på Københavns Vestegn.
Emilie er autist og går i en specialklasse. Hun er hamrende forelsket i 15-årige Rasmus Bonde Bridstrup, der bor i Filskov ved Billund i Sydjylland. De to unger mennesker har mødt hinanden via nettet.
Det er forældrenes formodning, at parret er stukket af sammen, og at de to unge satte hinanden stævne på Vejle Banegård i løbet af formiddagen søndag.
- De er meget forelskede. Som man jo er, når man er teenager, siger René Andersen til Avisen.dk.
(artiklen fortsætter under fotoet)

Det unge par på de fotos, som Københavns Vestegns Politi har sendt ud sammen med efterlysningen.
Rasmus og Emilie tog angiveligt begge guitarer med samt telt og soveposer, da de stak af hjemmefra. Både de unge menneskers familier og politiet tror derfor, at de kan gemme sig på en campingplads eller lignede i det sydjyske eller fynske område.
Det passer godt med et tip, som forældrene fik om, at parret onsdag aften blev set på rastepladsen Kildebjerg Nord på den Fyske Motorvej - angiveligt i et forsøg på at få et lift mod vest.
Det forelskede par har penge på sig og kan klare sig et stykke tid, oplyser politiet.
Men lige netop det faktum, at de har penge på sig, gør Emilies far ekstra urolig:
- Lige nu frygter jeg aller mest, at de støder ind i en eller anden kriminel type, der vil tage deres penge og deres telefoner, siger han.
Avisen.dk har talt med Lene Bonde Bridstrup, mor til Rasmus, og hun er ligesom Emilies far dybt bekymret.
Københavns Vestegns Politi udsendte fredag formiddag en efterlysning af parret.
Oplysninger i sagen bedes givet til nærmeste politi via 114.
Emilie beskrives som:
- 14 år
- Ca. 172 cm høj.
- Spinkel af bygning
- Langt brunt hår
- Brune øjne
- Iført en kort sort læderjakke, stort gråt halstørklæde og blå jeans
- Medbragte en stor sportstaske samt en lilla damecykel
Rasmus beskrives som:
- 15 år
- Ca. 180 cm høj
- Spinkel bygning, kort mørkt hår.
- Iført sort eller brun skindjakke og cowboybukser