Tabet af Morten Messerschmidt lader ikke til at give formand Pia Kjærsgaard søvnløse nætter.
Beslutningen om at forlade partiet er helt rigtig, mener partiformanden.
- Jeg er meget meget svær at ryste efter så mange år i politik. Men det er klart, at det ikke er nogen rar dag. Det siger sig selv, at det er ærgerligt at miste et Folketingsmedlem. Set i lyset af hvordan tingene har udviklet sig, så har jeg fuld forståelse for hans beslutning, siger Pia Kjærsgaard til Avisen.dk.
Partiformand har taget skarpt afstand fra Messerschmidts optræden i Tivoli, hvor han ifølge øjenvidner heilede og sang nazistiske slagsange.
Formanden har angiveligt krævet, at Messerschmidt skulle bedyre sin uskyld ved at føre en injuriesag mod B.T., der først bragte historien om Messerschmidts opførsel i Tivoli. Hvis ikke han kunne vinde den, ville han blive smidt ud, erfarer flere medier.
Men søndag valgte Messerschmidt altså angiveligt frivilligt at forlade partiet.
Pia Kjærsgaard afviser, at sagen får nogen betydning for Dansk Folkepartis vælgertilslutning.
- Det kommer ikke til at betyde noget som helst for Dansk Folkeparti. Ingenting. Jeg tror, at folk vil synes, at det er den rigtige beslutning, og det er så det, siger hun.