Græske brandfolk har siden onsdag eftermiddag bekæmpet en brand på den populære ferieø Kreta.
Mindst 155 brandfolk deltager i slukningsarbejdet, og flere er på vej, oplyser Grækenlands brandvæsen.
Flammerne har fået fat i et skovområde omkring byen Ierapetra på Kretas sydkyst.
Myndighederne har evakueret omkring 3000 beboere og turister fra byen Achlia, der ligger vest for Ierapetra, og tre andre beboelsesområder på Grækenlands største ø.
De evakuerede er bragt til midlertidige opholdssteder, oplyser myndighederne.
Der er foreløbig ikke meldt om tilskadekomne.
Kraftige vinde har vanskeliggjort slukningsarbejdet, og græsk tv melder, at flere huse har taget skade.
Flere brandfolk er på vej fra hovedstaden Athen for at deltage i det vanskelige slukningsarbejde.
- Det er en besværlig brand, som fortsat er i gang, oplyser en unavngiven brandmand til Reuters.
Det er uklart, hvad der har forårsaget den igangværende brand på Kreta.
De varme og tørre sommermånederne betyder, at der ofte opstår naturbrande i Grækenland.
Ud over branden på Kreta var græske brandfolk også onsdag aften indsat for at slukke en brand, der var opstået på den lille ø Kythira, samt en brand i Halkidiki på fastlandet.
De græske myndigheder har givet klimaændringer skylden for, at der er opstået flere ødelæggende naturbrande de senere år.
Kreta er et populært turistmål for danskere i sommermånederne. Flere danske rejseselskaber arrangerer ture til den græske ferieø.
Rejseselskabet Apollo oplyste sidste år, at otte ud af ti af selskabets kunder i 2024 havde booket sommerferie i Grækenland - med Kreta som den mest populære destination.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters