Vor læser Peter Als er glad for mad. Faktisk så glad, at han gerne vil vide, hvor meget CO2 han udleder med sine måltider.
»Hvor meget CO2 sparer jeg klimaet for ved at være vegetar frem for kødspiser?« spørger Peter Als.
Selvom Nyhedavisens CO2-ugle selv kun spiser kød - mest mus, men også fugleunger kan smage lækkert ¿ flakser den alligevel ud til sin allierede, miljøingeniør Jacob Sørensen fra Informationscenter for Miljø og Sundhed. Her er svaret klart.
»Kødspisere belaster klimaet dobbelt så meget som vegetarer, hvis man sammenligner måltider med ens indhold af energi og proteiner,« siger Jacob Sørensen.
Afhænger af råvarer
En såkaldt almindelig kødmenu (100 gram gulerødder, 300 gram kartofler, 40 gram svin og 50 gram tørrede bønner) udleder ifølge en svensk undersøgelse 380 gram CO2 ¿ hvorimod en vegetarmenu (200 gram gulerødder, 200 gram kartofler og 75 gram tørrede bønner) kun udleder 190 gram CO2.
Men det betyder ikke, at alle vegetarer kan bryste sig af at være grønnere mennesker end kødæderne, påpeger Jacob Sørensen. Meget af CO2-udledningen er nemlig afhængig af, hvor i verden råvarerne kommer fra.
»En vegetarisk menu kan sagtens udlede mere end en kødmenu, hvis ingredienserne primært kommer fra udlandet,« siger Jacob Sørensen og giver et tankevækkende eksempel:
Således er der 860 gram CO2 gemt i en vegetarmenu, der består af 100 gram tomater, 75 gram ris og 75 gram tørrede bønner.
»Det er, fordi tomater i forbindelse med dyrkningen udleder langt mere CO2 end gulerødder - også selvom de bliver dyrket i Danmark,« siger Jacob Sørensen.
Eksotiske menuer
Men også kødæderne har eksotiske menuer.
Hvis vi sætter 200 gram tomater, 90 gram ris og 75 gram svin til livs er vi skyld i en CO2-udledning på ikke mindre end 1.800 gram CO2. Altså ni gange mere end den danske vegetarmenu.
Nyhedsavisens CO2-ugle skal hermed opfordre Dansk Ornitologisk Forening til at komme med et forslag til vegetarisk uglekost.
Så meget CO2 udleder 4-500 gram mad:
- Dansk vegetarmenu 190 gram
- Dansk kødmenu 380 gram
- Eksotisk vegetarmenu 860 gram
- Eksotisk kødmenu 1800 gram