Dagens barnedåb er en meget uformel og privat affære i forhold til kronprinsparrets tidligere store begivenheder, og det afspejler sig også i både gæsteliste og valget af faddere. Det er nemlig de gode venner, som har fået æren af at stå fadder til den ny prinsesse.
Både prinsesse Alexia af Grækenland og Danmark og Peter Heering har været tæt på kronprins Frederik siden barndommen.
- Ligesom resten af arrangementet, så er det lidt mere stille og roligt end første gang. Det ses også tydeligt på listen af faddere, som er rigtig gode venner, siger historiker og kongehusekspert Jon Bloch Skipper om valget af faddere til Avisen.dk.
Han er kun en smule overrasket over valget af prinsesse Mathilde af Belgien.
- Jeg er ikke stødt på, at det belgiske kronprinspar skulle have et nært forhold til vores kongefamilie, siger Jon Bloch Skipper.
Mere lyserødt end royalt blåt
Allerede inden barnedåben er der i de danske medier blevet spekuleret i, om arrangementet er for privat.
- Det kan jo aldrig nogensinde være privat i den familie. Så kan man spørge, om vi får nok for pengene, men personligt mener jeg, at vi gør. Men de har valgt at lave den lille pakke denne gang, så man kan sige, at der er et mere lyserødt piget end royalt blåt skær over begivenheden, siger Jon Bloch Skipper.
Fadderne er:
Prinsesse Mathilde af Belgien:
Den belgiske prinsesse er ligesom kronprinsesse Mary gift ind i kongehuset, og de har derfor en del til fælles. Hun blev gift med tronfølgeren Phillippe i 1999 og har været en fornyende kraft i det belgiske kongehus, som har fået fornyet popularitet efter hendes tilføjelse til familien.
Prinsesse Alexia:
Den græske prinsesse er datter af dronning Anne-Marie og kong Konstantin og er dermed kronprins Frederiks kusine. Hun er gift med den tidligere håndboldspiller Carlos Morales Quintana og bor til dagligt på Lanzarote. Prinsessen er gravid med parrets fjerde barn.
Dr. Nadine Johnston:
Er tilknyttet det Britiske Center for Arktisk Forskning, som ligger i Cambridge i England. Hun stammer ligesom Mary fra Tasmanien. Hun deltager sammen med sin mand dr. Domonic Hodgson. Parret var også tilstede til kronsprinsparrets bryllup og prins Christians dåb.
Overlæge dr. med. Christian Buchwald:
Buchwald er tenniskammerat med kronprins Frederik og er sammen med sin kone Elisabeth blandt kronprinsparrets næreste venner. De deltog blandt andet i kronprins Frederiks meget intime 39 års fødselsdag 26. maj, sammen med Peter og Caroline Heering og Jeppe og Birgitte Handwerk. Christian Buchwald er overlæge i Øre-næse-hals-kirourgi på Rigshospitalet.
Peter Heering:
Heering er blandt kronprins Frederiks ældste venner, da hans forældre er gode venner med dronning Margrethe og prins Henrik. Hans mor, Susanne Heering, ejer en balletskole, hvor dronning Margrehte hvert år tegner kostumer til deres afslutningsbal. Peter Heerings kone Caroline er desuden hofdame for kronprinsesse Mary, og parret er en del af den inderste cirkel af venner omkring kronprinsparret.
Hofjægermesterinde Marie Louise Skeel:
Sammen med sin mand Jørgen er Marie Louise Skeel blandt kronprinseparrets gode venner. Parret bor på Birkelse Gods cirka 30 kilometer nord for Aalborg, hvor kronprinsparret ofte er på besøg.
Prins Christian har følgende faddere:
Kronprinsses Viktoria af Sverige, kronprins Haakon af Norge, kronprins Pavlos af Grækenland, prins Joachim, kronprinsesse Marys søster Jane Alison Stephens og kronprinseparrets venner Hamish Campbell og Jeppe Handwerk.