X Factor har været den største succes i TV-historien. Næsten to millioner mennesker har tændt for DR hver fredag - og den slags succes indbyder til at blive gentaget.
DR vil dog ikke bekræfte, om de laver endnu en omgang.
- Med den store succes vil det være dumt ikke at gøre det igen. Men vi ved det ikke, og der er slet ikke lavet nogle forhandlinger endnu, fortæller DRs underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme til Avisen.dk.
Men hvis DR gentager succesen, så bliver det tidligst om et år.
- Vi laver ikke X Factor til efteråret. Der kommer vi med et andet koncept, der bliver mindst lige så stort. Hvilket det bliver, afslører vi om et par uger, fortæller Jan Lagermand Lundme.
Og hvis X Factor kommer igen, så er det heller ikke sikkert, at det bliver med den samme dommertrio.
- Jeg skal tænke rigtig meget og rigtig længe over det, fortæller Remee til Avisen.dk, mens Lina Rafn først og fremmest vil satse på sit band Infernal og deres kommende album.