Selvom det her til aften var et farvel til X Factor , så var det en tydelig lettet Heidi, som Avisen.dk mødte efter showet.
- Jeg har det godt, og jeg er meget lettet. Det har været et langt og hårdt forløb og mange fredage, og nu skal jeg bare hjem og fordøje det hele, fortalte Heidi, som var tydelig stolt af sin egen præstation. Hvilket hun har god grund til.
- Jeg sluttede af på en god måde, og jeg er meget tilfreds. Og så er jeg så glad på de to andres vegne. Det er fandeme flot - og jeg synes især, det er så dejligt for Laura, lød det fra Heidi.
Men selvom det er farvel til X Factor , så er det ikke farvel til drømmen om at lave en plade. Heidi vil meget gerne have Thomas Blachman til at producere hendes album. Og den drøm er ikke langt væk.
- Selvfølgelig vil jeg gerne producere Heidis album. For min egen skyld, for hun er en drøm af en solist. Og det gode er, at hun nu kan give sig tid. Heidis fans venter gerne et år på hendes album, lød det fra Thomas Blachman, der tidligere har antydet, at han ikke håbede, hun ville vinde.
- Det ville være en mere spændende finale med Heidi og Martin. Og det sårer selvfølgelig min forfængelighed, at Remee nu har to i finalen. Men sådan er det. Heidi har gjort det så godt hele vejen, fortalte Thomas Blachman.