?I hovedreglen skal læger, sygeplejersker og andre personer med en sundhedsfaglig uddannelse altid forsøge at genoplive en person, hvis der er en chance for, at vedkommende kan komme til live igen. Dog giver Sundhedsloven i enkelte tilfælde patienten ret til selv at bestemme.
?Hvis patienten sultestrejker og er velinformeret om de mulige konsekvenser, må læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner ikke afbryde sultestrejken.
?En patient kan nægte at modtage blod eller blodprodukter. Forudsætningen er, at vedkommende er velinformeret om de helbredsmæssige konsekvenser.
?Døende patienter kan afvise livsforlængende behandling. Sundhedspersonalet kan træffe beslutningen, hvis patienten selv er ude af stand til det - for eksempel på grund af bevidstløshed.
?Personer over 18 år kan oprette et livstestamente. Heri kan man udtrykke sine ønsker til behandling i en situation, hvor man ikke længere kan udøve sin ret til selv at bestemme. For eksempel kan der stå i livstestamentet, at man ikke ønsker livsforlængende behandling, hvis man er døende, syg, svækket af alderdom, udsat for en ulykke, får hjertestop eller bliver så svært invalid, at man vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.
?Når læger, sygeplejesker eller andre sundhedspersoner overvejer at iværksætte livsforlængende behandling af en patient, der ikke længere er i stand til at udøve sin selvbestemmelse, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregisteret. Sundhedspersonerne har pligt til at følge et livstestamente, når det udtrykker døende patienters ønske til livsforlængende behandling. I øvrige tilfælde er livstestamentet kun vejledende.
Kilde: www.sum.dk