Artikelserien er skrevet i samarbejde med Christina Agger | chag@avisen.dk
Det skete lige foran dem. De så, da to psykisk syge pludselig faldt om med hjertestop. De kunne have forsøgt at redde deres liv med hjertemassage og mund-til-mund.
Men de ansatte på to bocentre for sindslidende i hovedstadsområdet gjorde ingenting.
Helt bevidst og formentlig i strid med loven lod det personale, der var ansat til at hjælp de sindslidende, to mennesker dø. Pårørende og organisationer for psykisk syge er rystede.
Forkasteligt
»Det er dybt forkasteligt. Man må ikke bare lade mennesker dø, men den lovgivning gælder åbenbart ikke sindslidende,« siger Thoridt Allermand, der sidder i forretningsudvalget i Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP).
Embedslægerne for København og Frederiksberg opdagede de to sager, da de undersøgte en række uventede dødsfald blandt 18-64-årige beboere på Københavns Kommunes bosteder for psykisk syge i perioden 2000-2005.
Holdt hemmeligt
Hidtil har det været holdt hemmeligt, hvor personalet lod to sindslidende dø, men Nyhedsavisen kan i dag afsløre, at det drejer sig om bocentrene Hedelund i Greve og Ringbo i Bagsværd.
At personalet her undlod alle forsøg på at redde de to beboere, der ikke led af livstruende sygdomme, skyldtes i det ene tilfælde, at familien ikke ønskede deres pårørende genoplivet.
I det andet tilfælde havde den sindslidende selv, men mere end et år før det aktuelle hjertestop, udtrykt ønske om ikke at blive forsøgt genoplivet.
Det lå der notater om i de to beboeres journaler – notater, der ifølge embedslægerne ikke umiddelbart er lovlige, men som personalet alligevel rettede sig efter.
Kan ikke diktere
»Det er vanvid. Det kan aldrig være en families opgave at diktere, om deres pårørende skal leve eller dø. Man kan da heller ikke rette sig efter noget, en sindslidende har sagt for mere end et år siden. Man burde kunne have tillid til, at sundhedssystemet holder folk i live. Nu bliver jeg bekymret for, hvor mange gange noget lignende er sket andre steder,« siger Finn Graa Jakobsen, formand for Landsforeningen Sind.
Den bekymring deler Thoridt Allermann fra LAP, som opfordrer myndighederne til at foretage en undersøgelse i resten af landet.
Embedslægerne har sendt de to konkrete sager videre til Sundhedsstyrelsens Enhed for Tilsyn, som skal vurdere, om der skal rejses en sag mod det personale, der var til stede ved de to dødsfald.