Udlændinge, der bliver taget med ulovlige skydevåben, bør fremover straffes med øjeblikkelig udvisning af Danmark.
Sådan lyder meldingen fra flere medlemmer af Folketinget kun få timer efter, at justitsminister Lene Espersen (K) præsenterede sin plan om stramning af våbenloven.
- Politiet konfiskerede i løbet af tre måneder i København 38 skydevåben. Vi må handle, lyder det ifølge Berlingske Tidende fra Venstres Søren Pind, der foreslår, at udlændinge, som tages med et skydevåben, straffes med udvisning.
- Jeg er fuldstændig enig. Det er det bedste middel til at bekæmpe organiseret kriminalitet, siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.
Københavns Politi registrerede i 2007 13 sager, hvor der blev skudt med skarpt i det offentlige rum, og 134 sager, hvor personer bar skydevåben beregnet til skarp ammunition.
Socialdemokraterne er positive over for forslaget om at skærpe udvisningsreglerne.
- Det vil vi meget gerne være med til at diskutere. Våbenbesiddelse i dét her omfang er nyt. Vi er nødt til at sige, at den udvikling vil vi ikke finde os i, ellers kan vi ende med om fem eller ti år at skulle have metaldetektorer foran vores gymnasier eller folkeskoler, siger retsordfører Karen Hækkerup til Berlingske.
Lene Espersens forslag om en strammere våbenlov blev præsenteret i går. Hun foreslår blandt andet, at strafferammen for besiddelse af våben bliver hævet fra to til fire år, at politiet på stedet skal kunne varetægtsfængsle folk med ulovlige våben, og at personer, der bliver taget med en kniv, skal fængsles i syv dage.