Før skulle man af med 3.000-5.000 kroner, hvis man blev taget med en ulovlig kniv på sig – fremover skal det koste syv dage bag tremmer.
Sådan lyder et af punkterne i et lovforslag fra justitsminister Lene Espersen (K). Hun vil have en hårdere indsats over for folk, der går med ulovlige knive og skydevåben.
Forslaget kommer efter en række væbnede overfald rundt om i landet.
- Baggrunden er de stadig voldsommere skudepisoder mellem kriminelle, der skyder på hinanden på åben gade. Og nogle gange rammer de tilfældige forbipasserende. Den slags meget, meget voldsomme, næsten mafialignende, tilstande ønsker jeg simpelthen ikke, at vi skal have her i Danmark, siger Lene Espersen til DR Nyheder.
Justitsministeren foreslår, at strafferammen for besiddelse af våben bliver hævet fra to til fire år, og at sagsbehandlingen skal være hurtigere. Politiet skal på stedet kunne varetægtsfængsle folk med ulovlige våben, og personer, der bliver taget med en kniv, skal fængsles i syv dage.
Politichef bakker op
Der er flertal for lovforslaget, og Lene Espersen tror, at det vil have en god forebyggende effekt, at de kriminelle kan ryge i fængsel, hvis de bliver taget med en kniv eller et skydevåben på sig.
- Og så er meget af din ungdom måske ødelagt, fordi du får en plettet straffeattest, siger justitsministeren.
Ideen om at sende folk med ulovlig kniv direkte i fængsel har opbakning fra chefinspektør Per Larsen, Københavns Politi.
- Umiddelbart vil jeg tro, at det vil sende chokbølger gennem de unge mennesker, der ikke kan finde ud af, at det er forbudt at gå med kniv. Det er selvfølgelig kun en fornemmelsessag, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at det vil rygte sig, at der er den her meget kontante risiko, sagde Per Larsen til Berlingske Tidende, da ideen var til debat i januar.