En mur er styrtet sammen i den bygning, hvor der tidligt fredag morgen var en eksplosionsbrand i et pizzeria i Bramming.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Teknisk afdeling er ved bygningen, men den har problemer med at komme derind, da der er fare for, at bygningen kan styrte sammen, lyder det fra politiet i Syd- og Sønderjylland til Avisen.dk.
Der er nu beredskab på vej for stabilisere bygningen.
- Der er ikke ild i bygningen længere, men der kan være nogle hulrum, hvor der kan ligge gløder, som risikerer at blusse op igen, forklarer politiet.
Der er glas og murbrokker over det hele ved Castello Pizzabar i midten af Bramming efter nattens eksplosionsbrand, som har kostet en kvinde livet og kvæstet to.
To mænd er anholdt.