I dokumentarfilmen Prostitutionens bagmænd, viste Danmarks Radio i går aftes, hvordan advokater og revisorer er med til at vaske sorte penge hvide og dermed snyde myndighederne.
Blandt andet siger Michael Rasmussen fra SKAT i filmen, at revisorerne og advokaterne gør det betydeligt sværere for SKAT og politi at slå ned på bagmændene i prostitution. Skatteordfører for Venstre, Torsten Schack Pedersen, forsikrer, at der i forvejen er nye tiltag på vej.
»Vi har lavet meget i forhold til sort arbejde, og der er yderligere ting på bedding. Forslaget er i høring, men vi har skubbet det til efter sommerferien. Vi vil heller ikke gøre noget, der spænder ben for andre virksomheder, som jo er uskyldige, indtil det modsatte er bevist,« siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer, at det er vigtigt ikke at gå på kompromis med den grundlæggende retssikkerhed i kampen på skattesynderne.
Alle alarmklokker lyser
Michael Rasmussen fra SKAT København er ikke overrasket over den omfattende brug af revisorer og advokater i prostitutionsregnskaberne.
»De spinder et net af selskaber omkring sig med stråmænd og styrer deres virksomhed gennem dem. Det er den typiske måde at gøre det på, så de for offentlige myndigheder holder sig skjult,« siger han til DR.
Torsten Schack Pedersen mener, at alle alarmklokker lyser ved den slags organiseret kriminalitet.
»Vi må se, om udseendelsen giver anledning til, at der skal flere redskaber ind på området og overveje, om dem vi har nu er gode nok.«