Indtil i dag har Michael Rasmussen været Kong Rabobank d. II. Men efter dagens succesfulde forsvar af den gule trøje må al tvivl være fejet af banen. Fra nu af er Kyllingen enehersker på Rabobank-holdet.
Det mener han i hvert fald selv må være læren af dagens etape, hvor Michael Rasmussen kom hjem sammen med favoritterne og Rabobanks egentlig kaptajn, Denis Menchov, blev nummer 32 på dagens etape og kom i mål fire minutter og 33 sekunder efter vinderen. I den samlede stilling er Menchov syv minutter og 10 sekunder efter holdkammerat Rasmussen.
- Nu er det interne hierarki vel sat på plads. Nu er der ikke
noget at være i tvivl om. Nu handler det kun om en ting, siger Michael Rasmussen til TV 2 Sporten. Og denne ting er naturligvis forsvaret af Kyllingens gule førertrøje.
Han bliver bakket op af den rutinerede Rabobank-rytter, Michael Boogerd, der var dybt skuffet over, at Denis Menchov ikke kunne køre med, da det gjalt.
- Det er meget skuffende, for det er
meget bedre at have to ledere end én. Men i dag (tirsdag) tabte vi en.
Denis tabte for meget tid, og nu har vi kun én kaptajn. Så nu må han
(Menchov) være Rasmussens sidste hjælper, siger Boogerd.
Om dagens etape siger Michael Rasmussen:
- Det var ikke den nemmeste dag at forsvare førertrøjen på, for der blev
kørt rigtig hurtigt. Jeg blev isoleret tidligt på Calibier, så det var bare med
at holde sig til. Men generelt kørte jeg en taktisk god etape, siger han.
Han vurderer, at Cadel Evans, Alejandro Valverde og Alterto Contador er de stærkeste ryttere i feltet, og de ryttere, som han skal holde et vågent øje med på de kommende etaper.
Men svaret kommer nok først i weekenden, når rytterne om lørdagen bliver sendt ud på en 54 kilometer lang og kuperet enkeltstart, og om søndagen, når rytterne rammer Pyrenæerne.