Af Michael Lund og Lars Fogt, milu@avisen.dk
Den stod udelukkende på sightseeing, shopping og socialt samvær, da Lars Løkke Rasmussen (V) i 2000 var på forlænget weekend i Rom for skatteydernes regning. Intet fagligt program og ingen politiske møder brød den afslappende weekend.
Det fortæller flere af den daværende amtsborgmesters rejsefæller på turen til Rom.
Dermed er der ingen undskyldning for, at den nuværende finansminister lod amtet betale sin andel på 13.312 kroner af den samlede regning for weekenden, hvilket Nyhedsavisen kunne afsløre tirsdag.
Politikere må ifølge Finansministeriets vejledninger kun lade det offentlige betale for forplejning og overnatning, hvis rejsen er »et nødvendigt led i tjenesten,« eller »er af selvstændig interesse for staten.«
»Det er meget enkelt, weekenden havde intet fagligt program. Den faglige del af turen til Rom startede først om mandagen (den 29. maj, red.), og her tog Lars Løkke Rasmussen hjem,« siger den daværende formand for sundhedsudvalget og arrangør af Rom-turen, Carsten Bo Jensen.
Af samme årsag skulle deltagerne selv betale for weekenden, fortæller han:
»Det var ikke en arbejdsweekend, men kun afslapning og socialt samvær. Derfor var det også gjort klart for alle deltagerne på turen, at de selv skulle betale udgifter til overnatning og forplejning, ind til det faglige program begyndte mandag,« siger han.
Ren fornøjelse
Men det undlod Lars Løkke Rasmussen altså, hvilket dokumenteres af bilag fra Frederiksborg Amt, som Nyhedsavisen er kommet i besiddelse af.
Flere af de øvrige deltagere på turen fastslår ligeledes, at weekenden var ren fornøjelse:
»Der var overhovedet intet fagligt. Vi lavede alle hver vores private gøremål. Lørdag var jeg ude at købe tøj, søndag var jeg på Peterspladsen,« siger den konservative Ove Alminde.
Samme udlægning har SF eren Tonny Husted Nielsen. »Vi brugte mest weekenden på kulturelle ting. Vi var på museer og rundt i parker, og vi besøgte Den Spanske Trappe og Colosseum. Om lørdagen besøgte vi også en radiostation, hvor en af os blev interviewet,« siger Tonny Husted Nielsen, der fastslår, at weekenden »i alle fald ikke havde noget politisk formål.«
Ikke alene
Lars Løkke Rasmussen, Venstres bud på en kommende statsminister, var dog sandsynligvis langt fra alene om at bryde reglerne.
Mindst én af de øvrige deltagere på turen, SF eren Tonny Husted Nielsen, undlod ligeledes at betale for sit hotelophold i weekenden, bekræfter han over for Nyhedsavisen. Sandsynligvis fyrede amtets sundhedsudvalg i alt over 100.000 kroner af på weekenden.
Vil ikke svare
Lars Løkke Rasmussen ønskede tirsdag ikke at besvare Nyhedsavisens spørgsmål om, hvad hans del af regningen præcis blev brugt på, og hvad han selv fik weekenden til at gå med. Han har begrundet sin deltagelse på turen med, at han blandt andet ønskede at »pleje det politiske forhold til udvalget.«