Den yderste danske venstrefløj kalder nu manden som sidder på den danske statskasse en pamper.
Det sker efter endnu en sag er dukket op, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) har brugt godt 13.000 kroner på en rejse til Rom, da han var amtsborgmester i Frederiksborg Amt, selvom vores nuværende finansminister ikke deltog i et eneste fagligt arrangement.
»Det er pamperi i værste skuffe, hvor Lars Løkke har haft snablen nede i folks skattepenge og brugt dem på private udgifter. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad Anders Fogh Rasmussen ville have kaldt det, hvis det var en socialdemokrat, som det handlede om,« siger enhedslistens finansordfører Per Clausen.
Enhedslisten sammenligner samtidig Lars Løkke Rasmussen med en dømt tidligere borgmester i Farum.
»Der er bare den forskel, at Lars Løkke Rasmussen er en Amatør-Brixtofte. Brixtofte havde bare klasse og købte dyr vin for skattepenge, hvor Lars Løkke tydeligvis køber billig vin. Men det er stadig forkert at lade det offentlige betale for sine egne udgifter,« siger Per Clausen, der i dag sender en række spørgsmål om Løkkes pengeforbrug afsted til finansministeren.