Der kommer ingen film om bortførelsen af Madeleine. I hvert fald ikke en film ægteparret McCann har nogen andel i. Det afslører Madeleines far, Gerry McCann, ifølge nyhedsbureauet Reuters, på sin personlige blog.
- Vi kan kategorisk benægte at vi overvejer at gøre Madeleines forsvinden til filmforestilling. Det er simpelthen usandt, skriver Gerry McCann.
Ifølge McCann er historien om filmen opfundet af medierne. Historien blev næret af forlydender om, at den særlige fond, der finansierer forældrenes eftersøgning, er ved at løbe tør for penge, ja faktisk nærmer sig fallittens rand, og at ægteparret derfor så et salg af filmrettighederne til deres historie, som en mulig finansieringskilde. Men sagen har intet på sig, lyder det altså nu.
Gerry McCann erkender dog, at der på et tidspunkt har været et møde mellem parret og en producer, men det var om en helt anden type film - en McCann-film.
- Vi havde indledende drøftelser og vi talte bagefter om muligheden for at lave en film om de ting, vi havde været udsat for efter bortførelsen af Madeleine - ikke om Madeleine, skriver han.