Oplysningerne om en - angiveligt - ny rapport fra det portugisiske politi trækker i dag store overskrifter i de engelske og portugisiske medier.
Ifølge blandt andet Daily Mail afleverede det portugisiske politi torsdag en omfattende rapport til anklagemyndigheden. I rapporten skriver politiet, hvordan de mener, Madeleine blev myrdet - af Kate og Gerry McCann.
Teorien er, at Kate og Gerry McCann dræbte Madeleine ved en ulykke, skaffede sig af med liget og derefter forsøgte at få det til at ligne en kidnapning. I rapporten omtales ægteparret, ifølge Daily Mail, konsekvens som hovedmistænkte.
Et falsum
McCannsadvokat Edward Smethurst mener, at rapporten er et falsum:
- Vi mener, der er tale om et dokument uden substans. Der er tale om ren spekulation fra mediernes side, siger han.
Hvis rapporten derimod er sand, viser det, at politiet ikke har ændret syn på ægteparrets rolle, siden de første gang officielt blev nævnt som mistænkte for fire måneder siden.
Vil renses for mistanke
Ægteparret er, afslører venner af familien til britiske medier, meget skuffede over rapporten. De havde håbet på, at de med de seneste mange belastende vidneudsagn mod den tidligere hovedmistænkte, Robert Murat, snarest ville blive renset for mistanke.
I en udtalelse siger Kate og Gerry McCanns pressetalsmand, Clarence Mitchell:
- Hvis denne rapport er sand, så mener vi ikke, at den indeholder noget nyt. Vi vil fortsætte kampen for at få Kate og Gerry renset for mistanke.
Lidt håb er der dog, set med McCanns øjen, at hente i rapporten. Politiet skriver således direkte, at de ikke helt kan udelukke den mulighed, at Madeleine blev bortført fra ferielejligheden i Praia da Luz i Portugal. I rapporten fastholdes også Robert Murat som mistænkt.