Der var fuldt hus, da Rabobank holdt pressemøde på Tourens hviledag.
Hovedattraktionen var den vævre Michael Rasmussen, der havde forvist resten af holdet inklusive kaptajn Denis Menchov til førstesalen, mens danskeren solede sig i kameralinserne i stuen.
Dagens store samtaleemne var, hvordan Michael Rasmussen vil fastholde den gule trøje hele vejen til Paris, når der stadig venter to enkeltstarter med samlet 110 kilometers ræs mod uret. En disciplin som Rasmussen har fejlet eftertrykkeligt i tidligere. Men Kylling, som Michael Rasmussen kaldes, har lavet sin helt egen sejrsstrategi. Han forbløffede dele af pressen ved at melde ud, at han anser det som en formsag at forsvare den gule trøje på enkeltstarten på lørdag.
- Jeg tror, jeg kan holde fast i den gule trøje efter den første tidskørsel.Modstanderne bag mig er, al respekt, hverken Jan Ullrich eller Lance Armstrong, sagde danskeren, der havde droppet den gule trikot til fordel for en sort sweater.
Han mener, at han skal bruge de næste alpeetaper samt Pyrenæerne til at samle den nødvendige tid, der skal til, for at han kan holde konkurrenter væk under den sidste enkeltstart. Overraskende for de fleste, mener Rasmussen ikke, han skal bruge voldsomt meget tid.
- Jeg får nok brug for tre minutter for at kunne beholde den gule trøje. Når vi når Pyrenæerne, har bjergene potentialet til at gøre stor skade på feltet, sagde Michael Rasmussen.
Konfronteret med sine tidligere dårlige enkeltstarter, var Rasmussen fortrøstningsfuld.
- Det bliver første gang, jeg kører enkeltstart med alt, hvad jeg har, udover den forfærdelige for to år siden. Og den kommer ikke til at gentage sig, for jeg har trænet balancen på cyklen, erklærede Rasmussen.
For to år siden lå danskeren på en podieplads i klassementet før den sidste enkeltstart, men en serie styrt på ruten endte med en beskeden placering i top 10.