Den danske Tour-fører, Michael Rasmussen, er klar til at slutte karrieren hos det hollandske mandskab Rabobank, hvor han i øjeblikket nyder stor succes.
Kyllingens kontrakt udløber efter denne sæson, og der har været spekuleret i et exit for den 33-årige dansker.
Men på hviledagens pressemøde i Frankrig gjorde Michael Rasmussen det klart, at han gerne fortsætter i Rabobanks orange og blå tøj.
- Vi skal nok i den nærmeste fremtid snakke kontraktforlængelse. Og hvis Theo De Rooy (Rabobanks manager, red.) tilbyder mig en livstidskontrakt, så skriver jeg under. Det er ingen hemmelighed, at jeg befinder mig rigtig godt på holdet, sagde danskeren.
Rasmussen ønskede allerede i foråret at forhandle en forlængelse på plads, men dengang ville De Rooy vente til efter årets udgave af Tour de France. Allerede nu tyder det på, at danskeren ikke er blevet billigere at holde på nu. Rasmussen smilede da også skævt, da han blev spurgt om, der var nogle hold, der var interesserede i at skrive kontrakt med ham.
- Måske er der nogen hold, der kunne være interesserede nu. Men jeg har ikke hørt noget konkret, grinede danskeren.