Meningsmålingerne har forlængst spået ham en nøgleposition, og den har Ny Alliances leder, Naser Khader, tænkt sig at udnytte.
Hvis ikke VKO-blokken får flertal, vil Khader vælte regeringen. Det skriver JP.dk.
- Vi vil under ingen omstændigheder acceptere, at regeringen bare fortsætter. De skal starte med at gå af, hvis der ikke er et VKO-flertal, siger Naser Khader til netavisen.
Han skruer samtidig op for valgretorikken. Hvis regeringen skal kunne fortsætte efter en dronningerunde, skal der afgørende indrømmelser til Ny Alliance, lyder det fra Khader. Han er vred over den kritik, som Fogh lancerede tidligere lørdag. Her efterlyste statsministeren et klart svar fra Khader på, hvem Ny Alliance vil støtte efter et valg.
- Jeg mener ikke, jeg kan gøre det mere præcist. Vi peger på ham (Fogh, red.) som kongelig undersøger. Det vil sige, at han er vores statsministerkandidat på politiske betingelser, siger Naser Khader til Jp.dk