Ny Alliance bør vælge side og være mere klar i mælet omkring, hvilken statsministerkandidat partiet ønsker at støtte. Det mener statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Det skriver Jyllands-Posten.
- Jeg tror, at efterhånden som valget nærmer sig, vil vælgerne godt have sikkerhed for, til hvilken side det går. Kan den nuværende regering fortsætte, eller kan den ikke fortsætte? Det, tror jeg, vil melde sig med øget styrke undervejs, siger Anders Fogh Rasmussen til avisen.
Naser Khader og hans parti har indtil videre ikke villet komme med andre meldinger, end at Anders Fogh Rasmussen er partiets kandidat til at blive forhandlingsleder efter valget.
Khader mener derimod, at det er Foghs tur til at bekende kulør og afsløre, om han er til Dansk Folkeparti eller Ny Alliance.
- Hvis han går ud og siger, at det ikke bliver Dansk Folkeparti, men Ny Alliance, så kan vi godt tale om det, siger Naser Khader.