De tre stiftere af Ny Alliance, Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg bliver i dag udråbt som guruer , der ikke respekterer deres medlemmerne, fordi de tre har valgt at skrive sig selv ind i partiets vedtægter som personlige, politiske forbilleder.
Men det er helt nødvendigt for et nyt parti, der skal overleve i moderne poltik, mener Klaus Kjøller, der er lektor i politisk kommunikation ved Københavns Universitet.
- Det lyder meget ekstremt og topstyret, men at sikre sig, at alt diskuteres ud fra stifternes grundholdninger er i virkeligheden en smart og helt nødvendig stopklods. Det er treenighedens garanti mod at blive kuppet eller splittet ad af landsbytosser og galninge, der pludselig kan løbe af sted med dagsordenen, uden at partiet kan styre det, siger Klaus Kjøller.
- De tre kan nemlig hele tiden henvise til sig selv som autoriteter og diskutere indbyrdes, når den interne debat i partiet er ved at løbe af sporet. Stopklodsen er faktisk forudsætningen for, at partiet kan give medlemmerne frihed til at diskutere, mener han.
Og Klaus Kjøller tilføjer, at topstyringen er afgørende for Ny Alliances evne til at kunne agere smidigt i medier og debatter med andre partier.
- I moderne politik er det helt nødvendigt for politikerne at kunne skyde lynhurtigt fra hoften, og det kan være svært, hvis man er et nyt parti, der ikke har en lang historie og en færdigskrevet politik, siger Klaus Kjøller.
Læs også:
• Khader forebygger kupforsøg
• Khader udråber sig selv til guru
• Seeberg: Vi er ikke demokratiske