Hemmelighederne og de makabre detaljer står i disse dage i kø i den østrigske by Amstetten, hvor indbyggerne og hele landet oplever chok efter chok.
Den 73-årige Josef Fritzl, der er anholdt for at sexmisbruge og indespærre sin datter og deres fælles børn i årevis, bliver nu mistænkt for at være involveret i et mord på en ung pige for mere end 20 år siden, skriver nyhedsbureauet AP ifølge pol.dk.
Liget af den 17-årige Martina Posh blev fundet på bredden af en sø i 1986, efter hun havde været forsvundet i 10 dage. Og da Josef Fritzls kone på det tidspunkt havde en kro på den anden side af søen, undersøger politiet nu, om han kan være gerningsmanden.
Ifølge politiet er der ikke noget konkret, der kobler Fritzl sammen med mordet, men politiet undersøger en mulig sammenhæng for en sikkerheds skyld.