Nogen tæt på Josef Fritzl har kendt til den fangekælder, hvor han holdt sin sexmisbrugte datter og deres fælles børn fanget i årevis.
Det er i hvert fald den teori, som østrigsk politi nu arbejder efter, oplyser det tyske nyhedsbureau dpa ifølge berlingske.dk.
Politiet kunne nemlig anholde Fritzl efter et anonymt tip, men foreløbig vil efterforskningsleder Franz Polzer ikke ud med, om politiet har fundet personen bag henvendelsen.
- En eller anden må have vidst det, siger Polzer til østrigsk tv.
Lederen af kriminalpolitiet i Niederösterreich mener dog, at det også er en mulighed, at Fritzl har meldt sig selv anonymt, da han angiveligt var på vej til at opgive den 24 år lange gidseltagning af sin datter. For nylig tvang han hende til at skrive et brev, hvori hun annoncerer sin hjemkomst efter mange års forsvinden.