Skrevet i samarbejde med Ellen Stampe
Politiet vil nu undersøge om de tyve, der i nat stjal guldhornene, brugte sprængstof til at smadre panserruden ind til museet Kongernes Jelling.
Lige nu venter politiet på, at sprængstofseksperterne skal undersøge museet. Derfor er der ingen, der får lov at komme ind - heller ikke Nationalmuseets folk, der venter på at få overblik over, hvad der præcis er stjålet.
- Nu har vi et stykke arbejde foran os med at opgøre, hvilke genstande der mangler i Kongernes Jelling. Vi udsender en liste i løbet af dagen, siger Carsten Larsen, direktør på Nationalmusset..
Ifølge politiets liste mangler guldhornene, to ravbjørne, en halsring og et par ørestikker.
Ifølge museumsdirektøren findes der to kopier af de originale guldhorn, som blev stjålet i 1802 og smeltet om: En kopi fra 1800-tallet og en kopi fra 1900 tallet. Kopierne er lavet i sølv og belagt med guld.
Den kopi Nationalmuseet har lånt ud til Kongernes Jelling, er den første kopi fra 1800-tallet.