Alarmerne kimede, mens tyve i nat sneg sig ind på museet Kongernes Jelling, smadrede en glasmontre og stak af med guldhornene.
Gerningsmændene kom ind på museet ved at knuse en rude på første sal, og de virker ikke helt uerfarne, mener politiassistent hos Vejle Politi, Peter Norup:
- De har skyndt sig ind på museet. Det er ikke bare noget, man finder på her og nu. De må have vist, at de ting var der. Det må være planlagt, siger han.
Udover guldhornene slap gerningsmændene desuden af sted med ravbjørnene og nogle ørestikkere.
- Det er nogle ældre ting, som er bevaringsværdige for staten Danmark. De er uerstattelige, siger Peter Norup.
Indtil videre er det lykkedes gerningsmændene at slippe væk med tyvekosterne på trods af, at en Volvo - som et øjenvidne i nat så køre væk fra stedet - er efterlyst i flere politikredse.
Nationalmuseets sikkerhedseksperter er nu på vej mod Jelling, oplyser museets kommunikationschef Niels M. Jensen.
Han kan endnu ikke sige, hvilken kopi af guldhornene, det er, der er blevet stjålet. Men ifølge kommunikationschefen er der ikke utallige kopier:
- Vi ved endnu ikke præcist, hvad der er sket. Vi har ikke nogen kommentarer, før vi har fået et overblik over situationen, siger han.
Politiet blev underrettet om røveriet klokken 04.28 i nat. De ankom til museet Kongernes Jelling ti minutter senere. Men da var gerningsmændene over alle bjerge.
- Vi sendte alt ud, der kunne krybe og gå, men vi har desværre ikke fundet noget, siger Peter Norup.
Politiet efterlyser nu en Volvo i sort metal med registreringsnummeret YL 59 356, som kørte væk i ukendt retning. Politiet ved ikke, hvor mange gerningsmænd, der er tale om, men de skulle eftersigende have stjålet bilen i Horsens for tre dage siden.
De originale guldhorn blev stjålet i 1802 og omstøbt.