Tungen var spids, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i aftes gik på TV 2 og kritiserede Socialdemokraterne for at ville opløse folkeskoleforliget efter et valg.
- Det er gennemført utroværdigt og principløst, at de render fra aftalen, sagde Anders Fogh.
Men i 2002 var tonen en helt anden fra statsminister Anders Fogh Rasmussen, som forklarede hvorfor VK-regeringen gik enegang med Dansk Folkeparti og droppede den obligatoriske modersmålsundervisning til tosprogede børn. Fremgangsmåden var nøjagtig den samme som den, socialdemokraterne bruger nu.
- God forligsetik er, hvis man har et rigtigt forlig, og man ønsker det ændret, at man så annoncerer det, forud for et valg, sagde Anders Fogh Rasmussen dengang til Weekendavisen.
Avisen.dk har indtil videre ikke kunnet få en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen, men undervisningsminister Bertel Haarder (V) mener, ligesom statsministeren, at Socialdemokraternes kovending er principløs.
- Det, der er utroværdigt, det er ikke, at man opsiger et forlig. Det kan man altid gøre, men det ødelægger troværdigheden i Socialdemokraternes skolepolitik, siger Bertel Haarder.
Han er ked af, at Socialdemokraterne også vil have de Radikale med i et forlig, og han frygter, at det ikke kan blive et bredt skoleforlig, som det nuværende, der er indgået mellem de fire største partier i Folketinget.
- Den afgørende kvalitet ved det som er gennemført siden 2001 på skole og udlændingeområdet, det er, at vi har kunne handle uden de Radikale. Det har været de Radikale, der fohindrede en ændring af udlændigepolitikken frem til 2001. Og det var de radikale, der forhindrede, at vi fik rettet op på skolepolitikken og sikret, at flere får lært og læse.